IPTV – virkelig: Fremtiden for tv

Det klassiske kabel-tv har udlevet sin tid, og parabolantennen på taget virker næsten som et levn fra fortiden. Den, der i dag ønsker at fylde sin stue med underholdning, bruger som regel internettet. Men når vi taler om tv-udsendelser via nettet, dukker udtrykket ofte op IPTV. Hvad ligger der egentlig bag, og hvordan kommer billedet frem på skærmen i realtid?

Den tekniske proces: Fra studiet til stuen

IPTV står for Internet-protokol-tv. I modsætning til almindelig internetsurfing, hvor datapakker ofte sendes uforudsigeligt og ad forskellige veje rundt om i verden, bruger ægte IPTV-udbydere (som Telekom eller Vodafone) deres eget, lukkede netværk. Det garanterer, at billedet ikke hakker eller går i sort, selv ikke under årets vigtigste fodboldkamp.

Processen kan opdeles i fire tekniske trin:

Indføring: Udbyderen modtager de oprindelige videosignaler fra tv-stationerne.
Kodning: Inden signalet sendes af sted, digitaliseres det ved hjælp af såkaldte encodere, komprimeres ekstremt kraftigt (ofte i H.264- eller H.265-format) og krypteres.
Transport: Udbyderens lukkede IP-netværk transporterer nu disse datapakker videre til slutkunderne. Da internetudbyderen styrer netværket, får tv-data “forrang” (Quality of Service) frem for almindelige internetdownloads.
Afkodning: Hjemme modtager routeren signalet. En speciel set-top-boks eller en certificeret app på Smart-TV afkoder datapakkerne igen og omdanner dem til flydende video.

Hemmeligheden bag netværksbelastningen: Multicast kontra Unicast

Kernen i IPTV-teknologien er den måde, hvorpå de enorme datamængder håndteres. Hvis en tv-station skulle levere indhold til hver enkelt seer, ville netværkerne bryde sammen. Her kommer to afgørende transmissionsmetoder ind i billedet:

Multicast (til live-tv): Selv om to millioner mennesker ser nyhedsudsendelsen om aftenen, sender udbyderen ikke signalet to millioner gange fra datacentret. Han sender en enkelt stor datastrøm ud i nettet. Først ved de lokale fordelingsknudepunkter – helt tæt på husstandene – dupliseres signalet til de aktive seere. Det holder serverbelastningen på et minimum.
Unicast (til Video på forespørgsel): Hvis du vil afspille en film fra mediebiblioteket, skal du have en dedikeret forbindelse til serveren, så du til enhver tid kan sætte filmen på pause eller spole tilbage. Her får hver bruger sin egen, parallelle datastrøm.

Den fine forskel: Er Netflix altså også IPTV?

Nej. Streamingtjenester som Netflix, Amazon Prime eller også Zattoo og Waipu.tv falder teknisk set ind under betegnelsen OTT (Over-the-Top).

De bruger det offentlige, uregulerede internet. Hvis alle i dit kvarter om aftenen på samme tid downloader store filer, kan din OTT-stream gå i stå, fordi alle data skal deles om den samme forbindelse. Ægte IPTV er derimod bundet til internetforbindelsen hos den samme udbyder, hvilket betyder, at billed- og lydkvaliteten forbliver betydeligt mere stabil og mindre udsat for udfald.

Disse betingelser skal være opfyldt

For at overførslen skal fungere problemfrit, er det afgørende at have tilstrækkelig båndbredde.

Til klassisk HD-tv Der bør altid være mindst 16 Mbit/s til rådighed.
Der, hvor film og sport i 4K (Ultra-HD) Hvis man ønsker at streame, bør man bruge en internetforbindelse på 50 Mbit/s eller mere.

Desuden er man ved klassisk IPTV som regel bundet til bestemt hardware. Internetforbindelse og tv leveres som et kombipakke fra én og samme udbyder.

For bedre at forstå den tekniske forskel mellem live-tv og afspilning fra mediebiblioteker kan du benytte den følgende interaktive netværkssimulation. Den illustrerer præcist, hvorfor multicast-metoden er så afgørende for udbyderne.